Restider i Skandinavien

[karlfredrik]

Adam av Bremen uppger att det tog fem dygn sjövägen Skåne-Mälaren mot en månad landvägen (IV:29) (1070)
Ansgar använde 20 dagar från Danmark till Birka (Vita Ansgari 26) (829)
Varav berodde denna skillnad på restiden. Ansgar blev visseligen hindrar av sjörövare - ändå tycks även reshastigheten vara lägre(?)

[Stefan Lundgren]

Man får räkna med att en vagn med dragdjur (häst inräknat) tog ungefär 10-20 km/h under denna tidsperiod, lite fortare med en ryttare på och det är värt att har i åtanke att djuren var mindre då än idag. Det var lättare att färdas med båt om man skulle till en kuststad eller t ex vik i inlandet. På vintern gav det möjlighet att färdas på isen. Men jag utgår ifrån att det tog lite längre tid under 1000-talet än 1700-talet exempelvis.

Delvis en spektulation!

Stefan

[flyttfågel]

Ett vikingaskepp var "mycket" snabbt med vinden bakifrån. Ofta 400 km eller mer / dygn. Men väntan på rätt vind kunde vara lång. Till lands gick det fortast på vintervägar - över snö o is, men kunde ta lång tid särskilt höst och vår.

[Odinkarr]

Jeg mener vi tidligere har haft dette emne op og vende, men her er hvad jeg har fundet frem til.

Ad Søvejen

Fra mit afsnit "Skibstyper år 800-1300 e.Kr." (underafsnit "Sejlhastighed"):

http://verasir.dk/show.php?file=chap26.html#toc146

citat

"Sejladsen i 2-300 tallet e.Kr. fra Orkney til sydvestkysten af Norge (Hordaland, Rogaland og Vestagder) blev besejlet på 5 dages rejse dag og nat. Antager vi at sejladsen skete med ca. 65 sømil på 24 timer er den samlede strækning på ca. 325 sømil, hvorved vi ankommer til sydvestkysten af Norge. ...

Sejladsen ca. år 825 e.Kr. fra Isle of Lewis (den nordligste af øerne på Hebriderne) til Mainland på Orkney udgør ca. 141 sømil, og blev besejlet på 2 dage (og nætter), og derfor med en sejlfart på ca. 71 sømil på 24 timer eller 2.9 knob (5.4 km/t). Der forudsættes god bør under hele rejsen. ...

Sejladsen ca. år 825 e.Kr. fra Orkney til Shetland udgør ca. 121 sømil og blev besejlet på to sommerdage, og én nat imellem, dvs. 36 timer. Dette giver en sejlfart på 3.36 knob (6.3 km/t). ...

I ”Ohthere's rejse til Norden” fra år 871-899 e.Kr. sejler Ohthere nord om Norge. Strækningen mellem landkendingen og havnen Mehamn, Gamvik, Finnmarken og landkendingen "Svyatonosskaya Sirena", Kolahalvøen, Murmansk Oblast besejles på 4 dage og nætter under sejl. Strækningen er på ca. 304 sømil, hvilket betyder en sejlfart på 3.2 knob (5.9 km/t). ...

I ”Ohthere's rejse til Norden” fra år 871-899 e.Kr. sejler Ohthere fra kongsgården på Godøy (Goðeyja), Hålogaland til Sciringesheale (Sciringeshēal), som jeg mener er identisk til havnen "Lahelle" i Kristiansand. Rejsen tager mere end 1 måned, hvor sejlplanen forudsætter at sejlads kun finder sted i dagslys. Antager vi sejlads i sommerhalvåret, og 10 timers sejlads pr. 24 timer 1, da vil 1 måneds sejlads række til 750-900 sømil (1.389-1.668 km).

1 8 timers søvnbehov, 2 timer til at rigge skibet af- og til- hver dag, samt 2 timer til forberedelse af måltid og teltlejr, efterlader 10 timer til sejlads.

I ”Ohthere's rejse til Norden” fra år 871-899 e.Kr. sejler Ohthere fra Sciringesheale (Sciringeshēal) til Hedeby. Antager vi at styrmanden har brugt Håkull (Högkull), Kullen (Kullaberg), Skåne som landkending til at slå en breddegradskurs mod Nordsjælland, er afstanden til denne landkending da 187-212 sømil, afhængigt af hvor vi antager Sciringesheale (Sciringeshēal) lå. Da vi hører dette besejlet på 3 dage og nætter, har sejlfarten været ca. 62-71 sømil på 24 timer eller 2.5-3.0 knob (4.63-5.5 km/t).

Wulfstan's sørejse ca. år 890 e.Kr. fra Hedeby til Truso blev besejlet på syv dage og nætter. De ca. 400 sømil mellem Hedeby og Truso blev besejlet med en doven vestenvind og et fuldt lastet handelsskib. Sejlfarten var ca. 57 sømil på 24 timer eller 2.4 knob (4.4 km/t).

Sejladsen år 1000 e.Kr. mellem (Eystribygð, Julianehåb) og (Vestribygð, Godthåb) var en ”6 dages Roning med sex Mand paa en sexaaret Baad”.

citat slut

Ad landevejen

I forståelse for transport på land kan vi se på ordet ”rasta, restaþ” (oldnordisk, oldengelsk). Ordet oprinder fra ”röst, rastar, ræste, reste, rasta” (oldnordisk, oldengelsk, gotisk). Den oprindelige betydning, set fra en hesteryg, betegner ”den strækning efter hvilken man gør holdt” jvf. nudansk ”rasteplads”.

Jvf. Oldnordisk Ordbog (1863) svarer enheden ca. til 1 mil. En norsk mil var 11.295 km og en dansk mil var 7.532 km. Da en hest red ca. 4.8 km i timen antyder det at vi oprindeligt gjort holdt (rasta) efter hver to timers ridt.

Sammenlign her med Christian II.’s forordning fra år 1522 e.Kr. der bestemte, sammen med vejbestemmelserne i Landsretten fra år 1521 e.Kr., at der skulle være en Kgl. Privilegeret Kro for hver anden mil, dvs. for hver 15 km. Det er fordi man kraftigt forbedrer vejnettet, at man nu kan fordoble afstanden mellem hver ”rasta” fra ca. 1 mil til 2 mil.

Dronning Margrethe I. havde ellers år 1396 e.Kr. indført, at der skulle være en Kgl. Privilegeret Kro hver fjerde mil., dvs. for hver 30 km, men med det håbløse vejnet i sen-Middelalderen var det helt utilstrækkeligt.

I det danske landskab havde man, så vidt jeg ved, oprindeligt kun Hærvejen (Heerweeg, Oksevejen) fra Ejder-strømmen op gennem Jylland, der kunne betragtes som en faktisk adelsvej. Alt andet var hjulspor, måske med en enkelt undtagelse.

Beowulf-kvadet (sætning 320) skriver "Stræt wæs stanfah" (strædet var sten-gjort) - dvs. at vejen førende op til Heorot, Gl. Lejre var brolagt med sten. Det antyder at den tværgående vej over Sjælland muligvis på en del af strækningen har været en hærvej.

Beliggende lige nord for Sundby (Frederikssund) og indsejlingen til Roskilde Fjord har vi Græse Å, Jørlunde, med vadestedet over Græse Å værende Brobækken. Dette var den tværgående landevej fra Gl. Lejre til fiskerlejet Sletten (Havn), mellem Nivå og Humlebæk, der er det oprindelige overfartssted til Skåne.

Vandvejen på tværs af Sjælland i 3-500 tallet e.Kr. er fra øst mod vest:

Øresund → Mølle Å (Jægersborg Hegn og Erimitagen) → Bagsværd Sø → Mølle Å → Furesø → Farum Sø → Græse Å → Bastrup Sø → Græse Å → Burresø → Græse Å → Roskilde Fjord.

I Estland

Martti Veldi fra Universitetet i Tartu forklarer i artiklen ”Roads and Communications in South-Eastern Estonia and Connections with Old Rus (800-1200 AD)” at der formentlig ikke var byggede hovedveje i Estland op til 800 tallet e.Kr. Der var dog spor. Hovedindfaldsvejen til det nordlige Estland fra øst og sydøst skete via Pskov (nuværende sydvestlige Rusland ved grænsen til det sydøstlige Estland). Herfra gik der en hovedvej til Odenpää/Otepää (Odin’s Hoved) og Tartu og videre nordpå (Odenpää/Otepää var ligeledes forbundet mod syd til Riga-bugtens munding og Gallernes område Sem Gallen).

mvh

Flemming

[Stefan Lundgren]

Värt också att nämnda att dragdjuren var mindre under vikingatiden än under senare tid.

Stefan

[Valdemar Sappi]

Om Estland: En vanlig res- o. handelsväg från Novgorod var upp över ån. Vidare till Pskov/Pleskow. Sen över stora sjön Peipus och flera åar över städerna Tartu till Pernu vid kusten.
En väg som gjorde Tartu i inlandet till viktig hansastad.
En väg som förmodligen byggdes ut varje gång det blev strider vid finska viken.
Restid tror ni?