Då och då ser jag kartor över Europa dyka upp som relaterar till det hunniska riket, på en del kartor framstår Sverige och Danmark som del av det hunniska riket. Finns det några som helst arkeologiska och/eller historiska fynd/källor som kan bekräfta att hunnerna någonsin varit i Sverige eller ens haft kontakt med området?
Några exempel jag hittade via google bilder:
http://www.awesomestories.com/images/us ... 10886c.gif
http://www.wikipediaondvd.com/wp-0.5/img/n/w/5.png
Det framgår ganska klart att dessa är gjorda mer eller mindre i paint, men vad jag är ute efter är varifrån denna uppfattning kan ha sitt ursprung i ifall det nu inte är så att någon kontakt mellan hunner och grupper i området funnits.
Hunner i Sverige?
-
Krappfiskarn
- Medlem
- Inlägg: 103
- Blev medlem: 11 juni 2009, 12:58
Hunner i Sverige?
Blogg
Uppdaterad 9/11/2010
Uppdaterad 9/11/2010
Re: Hunner i Sverige?
Emnet om hvor langt mod nord Hunnerne kom, og hvorfor de i stedet valgte at angribe mod syd, er et af de mest spændende, og undervurderede emner, i vor lange historie. Var tingene gået bare en lille smule anderledes ville mange ting have udfoldet sig ganske anderledes.
Lad os først sætte samtiden.
Mundzuk’s sønner Attila (betyder ”Lille Fader”) (år 406-454 e.Kr.), konge af Hun-riget år 446-454 e.Kr., og hans broder Bleda/Bleða (betyder ”den berømte”) overtog kongetronen fra deres onkel kong Roas/Rugilas/Rua/ Rugila med base i Ungarn/Hungary (*Húngarð / Hungård).
Broderen startede ud som Konge i år 434 e.Kr. men blev dræbt, enten af Attila eller i slag mod os , 12 år senere, hvorefter Attila overtog tronen. Han har på dette tidspunkt kontrol fra Rhinen, nord om Sortehavet helt til det Kaspiske Hav og er derfor en konstant trussel mod det Østromerske Rige og Byzans.
Attila kaldtes af os ”Atli/Ætla” (oldnordisk/oldengelsk) .
Den østromerske Kejser Theodosius II begyndte år 422/424 e.Kr. at betale 350 pund guld årligt i tribut til Hunnerne (”Húnir” på oldnordisk) for at undgå angreb i øst. Med inflation blev det til 660 pund i år 434 e.Kr. og til 2.100 pund + land syd for Donaufloden i år 447 e.Kr. Kejser Theodosius II dør i år 450 e.kr. , og hans efterfølger i øst Kejser Marcian (Kejser år 450-457 e.Kr.) nægtede at fortsætte tributten. Dette plus en påskønnelse fra den vestromerske Kejser Valentinian III’s (år 423-455 e.Kr.) søster Honoria, der i år 449 e.Kr. blev afsløret med en affære med sin opvarter. Opvarteren blev henrettet og hun blev sat i husarrest. Hun sendte derefter en ring og et brev om hjælp til Attila. Han opfattede dette som et forslag til giftermål, og derfor det juridiske grundlag for et angreb på det Vestromerske rige, og forlangte halvdelen af det Vestromerske rige i medgift! Også Vandalernes Konge Geiseric ønskede at besejre Visigoterne, Vandalernes fjender, og dette sætter begivenhederne i gang.
Han angriber i foråret 451. e.Kr. og har taget Metz i april. Herefter fulgte Rheims, Mainz, Strasbourg, Køln, Worms og Trier. Dette tvinger Romerriget fuldstændigt i knæ. Det endelige slag finder sted lidt øst for Paris og kun ved en samlet indsats af den romerske hær og Visigoterne lykkedes det at tvinge Hunnerne tilbage til Rhinen. Kilder siger at 200-300.000 krigere måtte lade livet. Et uhørt antal selv i dag.
Vi ved at Hunnerhæren, kilder siger nok lidt overdrivende fra 300-700.000 mand stor, bestod af mange folkeslag. Han er i alliance med Vandalerne (fra Vendsyssel, nu med base i Kartago, Nordafrika). Mod ham er Romerriget, Visigoterne, Frankerne under Kong Merovech (romersk lydstat med kontrol fra Rhinen til Somme), Burgunderne (fra Bornholm, nu i Dijon området) og den del af Alanifolket der valgte af bosætte sig i Orleans. I høj grad en krig hvor frænde kæmper mod frænde.
Han gentager angrebet i foråret 452 e.Kr. og tager hele nordItalien. Pave Leo I menes at have trylet Hunnerne om ikke at indtage Rom, men de fleste forskere mener at fremmarchen stoppede uden for den næststørste by i Romerriget på dette tidspunkt, Ravenna, halvvejs nede på Adriaterhavets vestkyst, fordi Hunnerhæren manglede forsyninger og skulle nå tilbage til Ungarn inden vinterens komme. Attila dør i år 453 e.kr. og Hun-riget falder fra hinanden.
Widsith-digtet fra 600 tallet e.Kr. giver os en ganske god ledetråd til hvor langt nordpå Attilias styrker kom. Digtet er bygget op omkring en musikers rejse fra syd for Ejder-strømmen til mange stammer i det nordlige Europa i 400 tallet., og siger bl.a:
Wulfhere sohte ic ond Wyrmhere ful oft þær wig ne alæg,
þonne Hræda here heardum sweordum
ymb Wistlawudu wergan sceoldon
ealdne eþelstol ætlan leodum.
Som jeg oversætter til:
Wulfhere søgte jeg og Wyrmhere, fuld ofte der krig ej blev aflagt,
denne hær her hærgede med sværdet
om Vistulaskov værgende skytte
deres gamle land mod Attilas folk.
Fra ovennævnte er det helt tydeligt at Hunnerhæren nåede frem til Vistulafloden i Polen og dermed Østersøens bred. Det ser ud til at der var krig i lang tid, men også at det lykkes for folket, der boede her i dette tidsrum, at holde stand. Det er mit gæt at ifald Hunnerhæren var nået længere mod vest og/eller nord, dvs. ind i vort område, da ville Widsith-digtet have fortalt dette.
Der er mange forskere der spekulerer i at Hunnerne kom til Norden, specielt Sverige (se Thiðrekssaga) og frem til Sønderjylland. I dette er jeg ikke enig.
Jvf. Saxo: Gesta Danorum bliver Saxo var Kong Frode I. gift med en datter af ”den hunniske konge” kaldet Hanude.
Thiðrekssaga har en stort set identisk beretning hvor Osantrix, søn af Kong Nordian, der rådede over Sjælland, efter 3 forsøg, mange gaver og brudens godkendelse blev gift med Oda, datter af Milias, Konge af Hunland. Kong Frode er derfor identisk til Osantrix og Hanude med Oda.
Vi kan fra en række brudstykker i Ældre Edda se at der finder en lang række småslag og et stort søslag sted mellem os og de hunniske ætter, som jeg mener må have været gotiske ætter i Hunner-hæren, og at dette resulterer i Frode-Freden år 446 e.Kr.
Derfor vender Hunnerne, nu under ledelse af Attila, blikket mod syd og angriber foråret 451. e.Kr. De prøvede først mod nord, men det gik ikke.
Det strategiske giftermål mellem vor Kong Frode I. og prinsesse Hanude for at sikre freden gør at vi må svare ja til at der har været en hunnisk tilstedeværelse i Skandinavien. Men det der tænkes på er vel sagtens en militær og kulturel tilstedeværelse, og her mener jeg svaret må være nej.
mvh
Flemming
Lad os først sætte samtiden.
Mundzuk’s sønner Attila (betyder ”Lille Fader”) (år 406-454 e.Kr.), konge af Hun-riget år 446-454 e.Kr., og hans broder Bleda/Bleða (betyder ”den berømte”) overtog kongetronen fra deres onkel kong Roas/Rugilas/Rua/ Rugila med base i Ungarn/Hungary (*Húngarð / Hungård).
Broderen startede ud som Konge i år 434 e.Kr. men blev dræbt, enten af Attila eller i slag mod os , 12 år senere, hvorefter Attila overtog tronen. Han har på dette tidspunkt kontrol fra Rhinen, nord om Sortehavet helt til det Kaspiske Hav og er derfor en konstant trussel mod det Østromerske Rige og Byzans.
Attila kaldtes af os ”Atli/Ætla” (oldnordisk/oldengelsk) .
Den østromerske Kejser Theodosius II begyndte år 422/424 e.Kr. at betale 350 pund guld årligt i tribut til Hunnerne (”Húnir” på oldnordisk) for at undgå angreb i øst. Med inflation blev det til 660 pund i år 434 e.Kr. og til 2.100 pund + land syd for Donaufloden i år 447 e.Kr. Kejser Theodosius II dør i år 450 e.kr. , og hans efterfølger i øst Kejser Marcian (Kejser år 450-457 e.Kr.) nægtede at fortsætte tributten. Dette plus en påskønnelse fra den vestromerske Kejser Valentinian III’s (år 423-455 e.Kr.) søster Honoria, der i år 449 e.Kr. blev afsløret med en affære med sin opvarter. Opvarteren blev henrettet og hun blev sat i husarrest. Hun sendte derefter en ring og et brev om hjælp til Attila. Han opfattede dette som et forslag til giftermål, og derfor det juridiske grundlag for et angreb på det Vestromerske rige, og forlangte halvdelen af det Vestromerske rige i medgift! Også Vandalernes Konge Geiseric ønskede at besejre Visigoterne, Vandalernes fjender, og dette sætter begivenhederne i gang.
Han angriber i foråret 451. e.Kr. og har taget Metz i april. Herefter fulgte Rheims, Mainz, Strasbourg, Køln, Worms og Trier. Dette tvinger Romerriget fuldstændigt i knæ. Det endelige slag finder sted lidt øst for Paris og kun ved en samlet indsats af den romerske hær og Visigoterne lykkedes det at tvinge Hunnerne tilbage til Rhinen. Kilder siger at 200-300.000 krigere måtte lade livet. Et uhørt antal selv i dag.
Vi ved at Hunnerhæren, kilder siger nok lidt overdrivende fra 300-700.000 mand stor, bestod af mange folkeslag. Han er i alliance med Vandalerne (fra Vendsyssel, nu med base i Kartago, Nordafrika). Mod ham er Romerriget, Visigoterne, Frankerne under Kong Merovech (romersk lydstat med kontrol fra Rhinen til Somme), Burgunderne (fra Bornholm, nu i Dijon området) og den del af Alanifolket der valgte af bosætte sig i Orleans. I høj grad en krig hvor frænde kæmper mod frænde.
Han gentager angrebet i foråret 452 e.Kr. og tager hele nordItalien. Pave Leo I menes at have trylet Hunnerne om ikke at indtage Rom, men de fleste forskere mener at fremmarchen stoppede uden for den næststørste by i Romerriget på dette tidspunkt, Ravenna, halvvejs nede på Adriaterhavets vestkyst, fordi Hunnerhæren manglede forsyninger og skulle nå tilbage til Ungarn inden vinterens komme. Attila dør i år 453 e.kr. og Hun-riget falder fra hinanden.
Widsith-digtet fra 600 tallet e.Kr. giver os en ganske god ledetråd til hvor langt nordpå Attilias styrker kom. Digtet er bygget op omkring en musikers rejse fra syd for Ejder-strømmen til mange stammer i det nordlige Europa i 400 tallet., og siger bl.a:
Wulfhere sohte ic ond Wyrmhere ful oft þær wig ne alæg,
þonne Hræda here heardum sweordum
ymb Wistlawudu wergan sceoldon
ealdne eþelstol ætlan leodum.
Som jeg oversætter til:
Wulfhere søgte jeg og Wyrmhere, fuld ofte der krig ej blev aflagt,
denne hær her hærgede med sværdet
om Vistulaskov værgende skytte
deres gamle land mod Attilas folk.
Fra ovennævnte er det helt tydeligt at Hunnerhæren nåede frem til Vistulafloden i Polen og dermed Østersøens bred. Det ser ud til at der var krig i lang tid, men også at det lykkes for folket, der boede her i dette tidsrum, at holde stand. Det er mit gæt at ifald Hunnerhæren var nået længere mod vest og/eller nord, dvs. ind i vort område, da ville Widsith-digtet have fortalt dette.
Der er mange forskere der spekulerer i at Hunnerne kom til Norden, specielt Sverige (se Thiðrekssaga) og frem til Sønderjylland. I dette er jeg ikke enig.
Jvf. Saxo: Gesta Danorum bliver Saxo var Kong Frode I. gift med en datter af ”den hunniske konge” kaldet Hanude.
Thiðrekssaga har en stort set identisk beretning hvor Osantrix, søn af Kong Nordian, der rådede over Sjælland, efter 3 forsøg, mange gaver og brudens godkendelse blev gift med Oda, datter af Milias, Konge af Hunland. Kong Frode er derfor identisk til Osantrix og Hanude med Oda.
Vi kan fra en række brudstykker i Ældre Edda se at der finder en lang række småslag og et stort søslag sted mellem os og de hunniske ætter, som jeg mener må have været gotiske ætter i Hunner-hæren, og at dette resulterer i Frode-Freden år 446 e.Kr.
Derfor vender Hunnerne, nu under ledelse af Attila, blikket mod syd og angriber foråret 451. e.Kr. De prøvede først mod nord, men det gik ikke.
Det strategiske giftermål mellem vor Kong Frode I. og prinsesse Hanude for at sikre freden gør at vi må svare ja til at der har været en hunnisk tilstedeværelse i Skandinavien. Men det der tænkes på er vel sagtens en militær og kulturel tilstedeværelse, og her mener jeg svaret må være nej.
mvh
Flemming
-
Jurgen Wullenwever
- Medlem
- Inlägg: 1216
- Blev medlem: 12 november 2006, 00:46
- Ort: Närke
Re: Hunner i Sverige?
Rikena vid den tiden bestod mer i att lokala ledare anslöt sig till en framgångsrik furste, så även om Atle skulle ha erkänts som överkung av alla i Skandinavien, hade det kanske inte alls märkts, varken i samtiden eller för eftervärlden.
För den delen, föreligger det inte någon brytningstid i det arkeologiska materialet i Sverige kring år 500 e Kr? Jag har för mig att det är något sådant, och det kan ju ha ett samband med hunnerna, må vara att just de inte behöver vara inblandade personligen, men att det är följdverkningar av oro på andra håll.
För den delen, föreligger det inte någon brytningstid i det arkeologiska materialet i Sverige kring år 500 e Kr? Jag har för mig att det är något sådant, och det kan ju ha ett samband med hunnerna, må vara att just de inte behöver vara inblandade personligen, men att det är följdverkningar av oro på andra håll.